Bælgsæd

Med ca. 18.000 forskellige arter tilhører bælgfrugter, også kaldet bønnefamilien, en af de mest bio-forskelligartede plantefamilier. Denne mangfoldighed manifesteres i, at den omfatter både urter og træer.

I landbruget skelner man primært mellem bælgplanter og bælgplanter til foderproduktion. Blandt de mest storkornede bælgplanter findes arter som markbønner, hestebønner, ærter, lupin og soja.

De småfrøede bælgfrugter – overvejende brugt til foderafgrøde - er mange forskellige arter af kløver og lucerne.

Alle bælgfrugter har den vigtige egenskab, at de kan binde atmosfærisk kvælstof via deres knudebakterier til rhizobia på deres rødder. Anvendelse af ekstern kvælstofgødning kan således normalt undværes. Dette fremmer et positivt bidrag til klimabeskyttelse. Gennem reduktion af mineralsk kvælstofgødning kan dyrkning også bidrage til sænkning af kuldioxidemissioner, der kommer fra fremstilling af gødning.

Samtidig har bælgfrugter kapacitet til at mobilisere næringsstoffer og bidrager desuden til dyrkning af humus i jorden. Som følge heraf øges jordens frugtbarhed, hvilket argumenterer for at udvide afgrøderotationerne for bælgfrugter. Det vil sikre et bæredygtigt landbrug. Desuden tilbyder bælgplantedyrkning mad samt et tilflugtssted og levemiljø for et stort antal vilde insekter, fugle og andre dyr.

En stigning i bælgplantedyrkning udvider spektret af frugtarter og løsner op for de relativt korte afgrøderotationer. Dette kan reducere forekomsten af skadelige organismer. Det kan også forbedre ukrudtsbekæmpelseseffektiviteten gennem vekslen mellem sommer- og vinterafgrøder samt blad- og kornafgrøder.

Sædskifter, der placeres længere fra hinanden, bidrager til integreret plantebeskyttelse og reducerer risikoen for at udvikle resistens over for pesticidmidler. Dette kan føre til en reduktion i brugen af pesticider, hvilket vil mindske deres negative virkninger på den biologiske mangfoldighed. Derudover giver blomstrende bælgfrugter en fremragende grundlæggende fødevareressource til nektarindsamling, pollinerende insekter.

Dyrkningen af bælgfrugter har været i støt tilbagegang i de senere år. Majs, rapsfrø og hvededyrkning er ved første øjekast ofte mere rentable for virksomheder. Desuden kan ukrudt, sygdomme og skadedyr forårsage problemer for dyrkning af bælgplanter.

Udbyttet, frem for alt kornbælgplanterne, kan svinge stærkt afhængigt af vejrforholdene. Desuden er brugen af importeret soja i foderproduktion som proteinkilde af høj værdi let at håndtere. Til sammenligning er det stadig billigt.

BASF's bidrag

  • Tilvejebringelse af kvalitative podemidler som nøglen til stabilt afgrødeudbytte
  • Et højt rhizobia-tal i podemidlet er ideelt forlegume frø
  • Bedre beskyttelse af frøets genetiske materiale
  • Højere udbytte- og indtjeningsmål for dyrkning af bælgplanter
  • Særligt effektive podemidler mod vejrets påvirkninger

Både ærter og hestebønner dyrkes primært til foderbrug og anvendes som proteinkilde i foderblandinger. Der er dog en stigende efterspørgsel på ærter til human konsum[DK1] .
Der findes både ærter og hestebønner til efterårs- og vårsåning. Dyrkningsvejledningen sigter primært mod vårsåede afgrøder. Arealerne med både ærter og bønner har været stærkt sigende de senere år, pga. et øget fokus på en hjemmedyrket proteinafgrøde.

Sædskifte:

Af hensyn til sædskiftesygdommene anbefales det, at der holdes mindst 5 frie år mellem dyrkning af henholdsvis ærter og hestebønner - også mellem de to afgrøder. Er man først løbet ind i problemer med sædskiftesygdomme, kan det komme på tale med en længere årrække (op til 15-20 år) hvor denne type afgrøder ikke dyrkes. En jordprøve kan afsløre smittetrykket i jorden.

Der anbefales 3 frie år mellem ærter/bønner og raps, da begge afgrøder angribes af knoldbægersvamp.

Ærter og hestebønner lykkes bedst på mellemjorderne, JB 3-5, og på lette jorder, hvis der er mulighed for at vande.

Ærter og hestebønne er en god og sanerende forfrugt for korn. Deres gode forfrugtsværdi skyldes bl.a., at de efterlader en del kvælstof i rødderne.

Etablering:

Ærter og hestebønner sås så snart, jorden er tjenlig i foråret.

Der foretages en dyb jordbearbejdning i forbindelse med såbedstilberedningen. Både ærter og hestebønner skal sås i ensartet dybde på 6-8 cm. Ud over en dyb opharvning, skal såhastigheden afpasses, så man får placeret frøene i den passende dybde. En ensartet såning er med til at sikre en ensartet fremspiring, og dermed også en mere optimal ukrudtsbekæmpelse, ligesom det er med til at sikre en ensartet vækst og modning.

For ærter er det vigtigt at sikre en jævn og stenfri jordoverflade, så der tromles normalt lige efter såning, Tromling kan også gennemføres efter fremspiring, når ærterne er ca. 4-6 cm høje, men aldrig i fremspirringsfasen.

Ud over et højt udbytte lægges der for sortsvalg af ærter vægt på tidlighed og plantehøjde ved høst. For hestebønner lægger man vægt på sorter med et lavt tanninindhold, da det hæmmer foderoptagelsen for grise.

For ærter anbefaler et plantetal mellem 50-70 planter pr./m2 og for hestebønner noget lavere 35-40 planter pr./m2

Gødskning:

Både ærter og hestebønner er selvforsynende med kvælstof, og skal ikke tilføres kvælstof.

På jord med normale fosfor og kaliumtal (Pt 2-4 og Kt 7-10) tilføres 25 kg P og 75 kg K pr. ha. Ved højere fosfor- og kaliumtal kan dette undlades uden risiko for udbyttetab. Med gødningen bør der tilføres 10-20 kg svovl pr. ha

Manganmangel kan opstå ved højt Rt og kan afhjælpes ved udsprøjtning af 5 kg mangansulfat pr. ha. Ærter og hestebønner skal dyrkes ved et ikke for lavt reaktionstal, da det kan hæmmer udviklingen af de N-fikserende rodknolde.

Ukrudt:
Både ærter og hestebønner har generelt en god konkurrenceevne over for ukrudt, når de er vokset til.

Der foretages en kemisk ukrudtsbekæmpelse, hvor målet er at opnå så effektiv bekæmpelse, at eventuelt restukrudt ikke generer ved høst, samt for at forhindrer en opformering af ukrudt.

Svampesygdomme:
Ærter kan angribes af en række specifikke sygdomme som ærtesyge, gråskimmel og ærteskimmel, mens hestebønner kan angribes af hestebønnebladplet, chokoladeplet og hestebønnerust. Svampebekæmpelse foretages efter behov med et effektivt middel.

Ved for hyppig dyrkning af bælgsæd kan man risikere rodbrand, hvilket så kræver en længere årrække uden dyrkning af bælgsæd. Derfor hold 5 frie år mellem bælgsædsafgrøder.

Skadedyr:
Både ærter og hestebønner angribes af trips og bladrandbiller i fremspirringsfasen. Senere på året kan begge afgrøder angribes af lus. Ærter angribes af ærtebladlusen, der er grøn, mens hestebønnerne angribes af bedelusen, der er mørk i farven. Alle skadedyr bekæmpes efter behov med et effektivt middel.

Ærter:
Høst sker almindeligvis i august, når ærterne er modne, og afgrøden er ensartet gulbrun. Frøene skal være så hårde, at det er vanskeligt at presse mærker med en negl. Er vandindholdet over 14 %, bør ærterne tørres hurtigst muligt efter høst.

Høsten sker direkte på roden, men hvis marken er kvikfyldt, og modningen sker uensartet, kan det anbefales at nedvisne markens grønne partier med et glyphosatmiddel 10-14 dage før planlagt høst. Konsum- og udsædsærter må ikke nedvisnes.

Hestebønner:
Modner senere fra midt august til hen i september, når bælgen er sort og frøene brune. De tærskes direkte på roden. Hestebønner er normalt ikke spildsomme og kan derfor stå længe på marken efter modenhed. Hestebønne bliver hurtig overfladetør og kan derfor også tærskes i perioder med ustabilt vejr.

Bælgsæd
Top