Ramularia, roer [Ramularia beticola]
Ramularia i roer eller pletskimmel er en svampesygdom, der angriber bederoer. Kraftige angreb af Ramularia, hvor bladarealet ødelægges på et tidligt tidspunkt, kan give udbyttetab på op til 15-20 % og en dårligere saftkvalitet.
Sådan ser det ud i marken
- Ramularia i bederoer ses typisk fra sidst i juli-august.
- Bladpletter er af varierende størrelse, 5-15 mm.
- Bladpletterne revner ofte.
- Symptomerne varierer omkring pletten, med en 1-2 mm mørkebrun-rødlig rand.
- Pletten er brunlig, som ændrer sig til en hvidligt udseende pga. sporesamlinger i pletten
- Ved stærke angreb visner hele bladet.
- Angreb kan forveksles med Cercospora
Opformering og spredning
Svampen overlever både på planterester og kan være frøbåren. Således giver dyrkning hvert 3. år mulighed for at svampen kan overleve på planterester. Smitten spredes hovedsagelig med vinden over en vis afstand, hvorfor smitte fra nabomarker sandsynligvis er mulig.
Svampen trives bedst under fugtige betingelser og ved en temperatur 18-20 grader. Inkubationstiden, fra smitte til symptomer, er ca. 16-18 dage.
Bekæmpelse
Ramularia optræder typisk fra august og trives bedst under lune (18-20°C) og længerevarende fugtige vejrforhold.
- Et sundt sædskifte med 3 frie år mellem bederoer.
- Undgå spildplanter i sædskiftet.
- Nedpløj planterester.
- Sund udsæd.
- Rettidig kemisk bekæmpelse når maks. 5% af planterne har synlige angreb.