Lys bladplet [Pyrenopeziza brassicae]
Lys bladplet er en forholdsvis ny svampesygdom i vinterraps, som de senere år er blevet mere udbredt. Lys bladplet findes meget udbredt i England og Skotland, hvor det er den mest betydende svampesygdom i raps, og som de fleste år forekommer meget udbredt med kraftige angreb og store udbyttetab.
Sådan ser den ud i marken.
- Tidlige symptomer kan ses i efteråret, men bekæmpelse foretages først til foråret.
- I starten ses brun-gullige områder på bladene, som senere bliver grå-hvidlige
- Under fugtige forhold kan der dannes nogle ”sneagtige” områder på bladene.
- Symptomerne er en fortykning af bladene.
- Angribes bladrand og bladribber vokser bladene skævt
- Stængelangreb er meget forskellige. Oftest aflange brune nekroser med sorte streger
- Stængelangreb kan også ligne vækstrevner.
- Kraftige angreb breder sig til knopper, som kan visne eller udvikle deforme skulper, der springer op.
Opformering og spredning.
Svampen overlever på planterester af raps, og den primære smitte sker derfra i efteråret med vinden til nye rapsmarker, hvor angreb normalt først ses i det tidlige forår. Tætte og tidligt såede marker fremmer angreb. Smitten kan overleve ca. et år på planterester.
Den sekundære smitte i marken sker primært med nedbøren, hvor bladstænk, på samme måde som septoria i hveden, spreder smitten opad i rapsen. Smitten spredes lettest i kortstråede sorter, hvor afstanden mellem bladene er kortere samt i afgrøder med en langsom strækningsvækst.
De optimale forhold for svampen er et mildt og fugtigt efterår og vinter, med et køligt forår. Inkubationstiden fra smitte til synlige symptomer er 1½ til 2 uger, afhængig af temperatur.
Bekæmpelse.
- Dyrk mindre modtagelige sorter
- I langstråede sorter spredes smitten sværere
- God kvælstofforsyning der sikrer en hurtig strækningsvækst
- Svampemidler med strobilurinet Pyraclostrobin (Comet Pro) er meget effektive mod denne svampesygdom. Det gælder således Pictor Active der anvendes i rapsens blomst.