Kernefrugt
Produktionen af kernefrugt udgør en stor del af frugtdyrkningen. Æbler er den mest repræsenterede frugt, hvor der er efterspørgsel hele året rundt. Markedets efterspørgsel og høj konkurrence fører til endnu større brug af moderne teknologi og professionalisme i beskyttelsen af æblefrugt. BASF tilbyder med sine højkvalitetspræparater, baseret på viden og erfaring fra topeksperter samt et komplet beskyttelsesprogram, reel støtte til alle professionelle frugtavlere.
Etablering af en kernefrugt-plantage er en beslutning, der kræver nøje overvejelse. Etableringen er bekostelig og en meget arbejdskrævende kultur, og noget som man kommer til at arbejde med i en længere årrække. Derfor er det vigtigt, at man kontakter en konsulent for at få den bedste rådgivning.
Dyrkningsvejledning
Jordbund og Klima
Dyrkning af æbler stiller ikke særlige krav til jordbund. Jorden skal blot være veldrænet, og på let jord skal der være vandingsmulighed. Klimaet skal være lunt, gerne kystnære områder for at nedsætte risikoen for frost i blomstringsperioden og for at få en tilfredsstillende frugtstørrelse. Tørre egne af landet er velegnede til frugtavl, da risikoen for svampeangreb minimeres. Det forudsætter dog mulighed for drypvanding af træerne. Gode læ-forhold i og omkring plantagen er nødvendigt af hensyn til dyrkningssikkerheden.
Sortsvalg og etablering
Det er vigtigt at starte med et godt og sundt plantemateriale. Sorterne skal være robuste overfor sygdomme og skadedyr og frugtsorten attraktiv i plantagens levetid, almindeligvis 12-15 år.
Det ideelle er et velforgrenet 2 års træ, der hurtigt kommer i bæring, og som opnår en god balance mellem vækst og frugtproduktion. Grundstammen er vigtig, da den regulerer træets vækst og skal passe til jord, planteafstand og sort.
Gødskning
Gødningsbehovet styres gennem jordprøver, som analyseres for diverse næringsstoffer, samt bladanalyser i juli-august for at bedømme træernes næringsstatus.
Plantebeskyttelse
Ukrudt
Det er vigtigt at man bekæmper eller klipper generende ukrudt, så det ikke ødelægger træerne. Generelt skal bevoksningen under træerne ikke være høj, da den generer arbejdet omkring træerne. Ligeledes påvirker bevoksningen også mikroklimaet i plantagen i positiv og negativ retning.
Sygdomme
En lang række sygdomme kan optræde i æbler. Der vurderes i hvert enkelt tilfælde, om der er behov for sprøjtning med plantebeskyttelsesmidler.
Blandt de vigtigste svampesygdomme kan nævnes
- Skurv
- Frugttræskræft
- Meldug
- Gloeosporium
- Grå- og gul monilla
- Ildsot.
Flere af sygdommene kan bekæmpes effektivt med kemiske midler.
Skadedyr
De vigtigste skadedyr i kernefrugt er spindemider, galmider, rustmider, viklere, målere, uglelarver, bladhvepse samt diverse lus.
Sprøjteteknik
Typisk anvendes en tågesprøjte til sprøjtning i plantagen, da den giver den nødvendige dækning af blade og frugt. Læhegn omkring plantagen vil øge antallet af gode sprøjtedage.
Vækstregulering
I etablerede træer, som kommer godt i vækst, kan det være en fordel at bruge vækstregulering for at kontrollere væksten i sæsonen. Der findes forskellige typer af vækstregulering i frugtplantager. Nogle vækstreguleringsmidler forkorter og reducerer sommerskuddene, så man mindsker sommerbeskæringen. Det giver mere lys og luft i træet, mindre sygdom og bedre farve på frugten. Nogle vækstreguleringsmidler mindsker også risikoen for frugtfald ved frost i og omkring blomstringen.
Høst
Det er vigtigt at høste på det rette tidspunkt for at opnå den optimale frugtkvalitet og den bedste holdbarhed. Rækkefølgen i høsttidspunktet mellem sorterne er den samme fra år til år, men den optimale høsttid for den enkelte sort er påvirket af ydre forhold som klima, indholdsstoffer og beskæring.
Opbevaring
Noget frugt sælges direkte til konsum, mens andet lagres til senere anvendelse. Frugt opbevares både i almindeligt kølerum og i rum med kontrolleret atmosfære, der hæmmer æblernes modning. Frugten bør holdes løbende under observation. Under og efter en lang lagringsperiode kan der komme et udbrud af svampesygdomme, som inficerede frugterne allerede i plantagen. En vigtig forudsætning for langtidslagring er derfor en god svampebekæmpelse gennem sæsonen. For længere tids opbevaring findes også mulighed for lagerbehandling af frugt.